fjeldske Gods (Spaanheim m. m. i Hardanger Len), som Jomfru Margrete Huitfeldt havde eiet. Ligesaa enedes de om Delingen af Løsøre efter Faderen og Søsteren og toge hver sin Del til sig[1]. Da Arv efter Moderen ikke nævnes, maa hun antages at have levet endda, skjønt altsaa neppe længere bosat paa Ramvig, men muligens i Skaane.
Et Par Uger, før det nævnte Arveskifte afsluttedes, var der imidlertid udgaaet et Kongebrev, der atter kaldte Tønne Huitfeldt til Danmark i Anledning af den forestaaende Krig. 29. April 1657 paalægger nemlig Kong Frederik III ham (fra Kjøbenhavn) at lade det Norske Folk (ɔ: Krigsfolk), „som anbefalet er fra vort Rige Norge at hidnedkomme, tilligemed det, som her nu allerede er, fordele udi fire Compagnier og siden dennem samtligen flittig exercere lade ved fornødne Officierer, som han selv dertil haver at antage“, og som skulde blive underholdte paa den samme Maner som andre Officierer efter den derom gjorte Anordning[2]. Samme Dag udgik der kgl. Befaling til Hr. Ove Gedde og Christen Scheel „om det fra Norge kommende Folks Underhold“, idet der paalagdes dem at sørge for, at de Officierer, som af Tønne Huitfeldt antages til det Norske Folk, blive tracterede og underholdte lige ved andre Officierer tilfods[3]. 27. Mai 1657 paalægger Kongen (fra Kjøbenhavn) Eiler Jenssen (Wisborg), Major paa Bergenhus, at overlevere til „os elskelige“ Tønne Huitfeldt de 93 Musqveter med Bandelerer, som han med sig havde nedført fra Bergen[4].
