Folk, der alle var klædte i graa Klæder og Køllerter og sagdes at være Dalkarle, og truede med en større Storm paa Halden. – 17. Februar skjød Fienden med alle sine Stykker fra Rødsbjerget indtil Kl. 9 og holdt sig siden stille denne Dag og den følgende (18. Februar)[1].
19. Februar blev der først kanoneret stærkt med 2 halve Kartover mod Capitain Michel Tydsk’s Post og Creetzensten samt derhos gjort Mine til at bestorme Verkerne med 9 Compagnier, hvilket dog atter blev opgivet. Imidlertid indsendtes atter en Trompeter med Brev om Overgivelse, støttet til det falske Foregivende, at den forventede Hjælp var slagen og fordreven af Svenskerne, men Svaret lød atter, at de vilde holde Stedet til det yderste, thi Gud var den Hjælp, hvorpaa de stolede. Trompeteren spurgte endvidere, om man ikke vilde give Brandskat af Tistedalens Sauger og Brug, som Kagge havde vurderet til 5000 Rdr., hvilken Sum dog tilsidst blev nedsat til 2000 Rdlr. Major Peder Olsen Nordmand, der var en af Eierne, mente, at selv om man gik ind herpaa, var det uvist, om Løftet blev holdt; Borgerne kunde derfor heller anvende Pengene til at bygge paanyt. Trompeteren svarede offentlig og udraabte, for at indgyde Menigmand Skræk, paa Gaderne, da han red tilbage, at da saa mange gode Vilkaar vare afslaaede, maatte man nu vente en Generalstorm, hvorunder ikke engang Barnet i Vuggen vilde blive skaanet[2].
- ↑ Til 17. Februar henfører Schrøder (Friderichshalds Beskr., S. 29) et Udfald af Nordmændene, der paa Knardal i Byens Nærhed opbragte nogle Svenske Vagter; disse berettede om en paatænkt Generalstorm den følgende Nat, som Udfaldet menes at have hindret.
- ↑ Saaledes efter Rist i Dan. Museum 1782, S. 671 og N. Magasin II. S. 451 f., hvorefter stormen den 13. Febr. beskrives som foregaaet 20. Febr. Det tør imidlertid uden Tvivl ansees for
