følge dem, men alligevel skal den Svenske Armee ved Sygdom og Mangel ogsaa paa Hjemmarchen være bleven saa medtagen, at kun en Trediedel, af hvad den udgjorde ved Indmarchen i Norge, skal have naaet hjem igjen. Da Artilleriet maatte bortføres næsten paa bar Mark, sprængte Svenskerne selv sin ene halve Kartove i en Lade paa Stumberg i Id, en Fjerdingvei fra Byen, for siden at medtage Stykkerne deraf, men da Taget fløi af, kastedes de saa langt bort i Marken, at de ikke kunde gjenfindes, og bleve først efterhaanden af Nordmændene indbragte til Gouverneuren, da Sneen var gaaet bort; den anden halve Kartove slæbtes med til Ske Prestegaard i Baahuslen, hvor den ogsaa sprængtes i en Lade, medens Stykkerne deraf medtoges; den største Fyrmørser sank derimod med Heste og Tilbehør i Isen paa Iddefjorden et Bøsseskud fra Land, da den skulde føres fra Ystehedkilen.
Det var paa den høie Tid, at Beleiringen blev hævet, thi i Byen var saavel Provianten som alle Krigsfornødenheder nær ved at slippe op. Allerede da de første 3 Uger af Beleiringen vare forbi, var Provianthuset omtrent tomt, idet der kun var 8 Dages Forsyning for Soldaterne igjen, hvilket ikke skulde røres, ligesom ogsaa Borgerne paalagdes at holde 4 Dages Kost for sin Husholdning færdig for det Tilfælde, at man blev nødt til at forlade Staden og slaa sig igjennem paa noget Sted. Paa et sammenkaldt Møde forhandlede da Gouverneuren Tønne H. med Indvaanerne om, hvorledes Garnisonen kunde forsynes, indtil den daglig ventede Hjælp udenfra ankom. Efter hans Forslag blev det bestemt, at enhver, som var noget ved Magt, skulde forsyne et Compagni og de andre efter Evne 4, 8, 12 Mand etc. Da der i Magazinet endnu fandtes noget Forraad af Rug, Byg og Malt, skulde deraf tages til Brygning og Bagning, saa-
