Menneskers Indespærring paa et lidet Rum bag slette Forskandsninger, med utilstrækkelige Forsvarsmidler og knap Proviant, under en stadig Kugleregn og gjentagen Bestorming. Det var derfor ingen liden Ros, der af Samtid og Eftertid blev tildelt Tønne Huitfeldt som den, der først havde forestaaet de nødvendige Befæstningsarbeider og senere under saa vanskelige Forhold som øverstbefalende ledede det hele Forsvar og bragte det til en lykkelig Ende, uagtet den Hjælp, der var ham lovet af den øverstbefalende General Jørgen Bjelke og Stat- holder Nils Trolle stadig udeblev. I sin Selvbiografi anfører Jørgen Bjelke (S. 159–60) ingen egentlig Grund for sin Undladelse af at forsøge en Undsætning. Han synes at have befrygtet, at den Svenske Konge, som han havde Grund til at tro i Begyndelsen af Februar opholdt sig paa veden Gaard, skulde have medført saa betydelige Forstærkninger, at han med sit Armeecorps ikke kunde gjøre ham nogen Modstand. Da saa Svenskernes Angreb paa ham ved Borge indtraf 6. Februar, synes ogsaa dette i Forbindelse med Udeblivelsen af Statholderens Undsætning, at have holdt ham tilbage, uagtet den nævnte Affaire var heldig for de Norske Vaaben. Paa lignende Maade sees Svenskerne at være holdte tilbage fra at foretage yderligere mod Halden af Hensyn til J. Bjelkes og G. Reichweins nærliggende Tropper[1].
Det var forsøgte og betydelige Feldtherrer, der anførte den Svenske Armee, og det forøgede derfor Forsvarernes Ros, at de havde kunnet holde sig ligeoverfor disse paa Europas store Valpladse uddannede Krigere.
- ↑ Se Lars Kagges Personalier, meddelte i C. C. Gjørwells „Den Swenska Mercurius“ for Januar 1757, S. 451 af A. A. v. Stiernman.
