At en Feldtherre som Lars Kagge ikke kunde raade Bugt med „dette Hundehul Halden“, som han skal have kaldt det, maatte jo være ham næsten ufatteligt, og den Mening er derfor udtalt i enkelte ældre Kilder, at det store medførte Beleiringsmateriel neppe oprindelig har været bestemt for den lille Grændseflække Halden, men snarere for Frederiksstad eller Agershus[1]. Den hele Begivenhed forekom Nordmændene selv helt utrolig og betegnes derfor gjentagne Gange som „et Guds Under“. Til Beleiringens Ophævelse bidrog forøvrigt selvfølgelig ogsaa Kong Carl Gustavs Død 13. Februar 1660 i Gøteborg, hvorledes det nu end forholder sig med den Mening, der allerede samtidig med Begivenheden herskede i Norge, at han var bleven saaret for Halden eller der havde paadraget sig den Sygdom, hvoraf han nogle Dage senere døde[2]. – Det bliver i flere af de ældre Beretninger ud-
- ↑ At dette er rigtigt, sees af dere Breve fra Carl Gustav til Lars Kagge o. fl. i Riks-Registraturet for Janr. 1660 i Svenske Rigsarch. i Stockholm, hvoraf Afskr. i Kildeskriftfondets Saml. i Chra. No. 260. Kongen tænkte nemlig baade paa Erobring af Frederiksstad, Vinger skandse og Christiania, hvorfra Agershus derpaa kunde tages, i alle Fald ved at afspærre Fjorden ved Skandser paa begge Sider af Drøbaksundet.
- ↑ Se navnlig Jørgen Bjelkes Selvbiografi, S. 159 f. og 163 f. Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 33 ff. Holberg, Dannem. Riges Hist. III (3. Udg.), S. 419. Efter Pufendorfs kortfattede Beretning om Kongens Sygdom synes der mellem de to Anfald af Feberen endnu at levnes Plads for et kort Besøg i Norge, hvorved han kunde have forværret sin Sygdom; vanskeligere synes dette at blive efter den af A. A. v. Stiernman i C. C. Gjørwells „Den Swenska Mercurius“ for Januar 1757. S. 447 meddelte Redegjørelse for hans Opholdssted i Januar og Februar 1660. Dog er herved at bemærke, at ikke alle i Kongens Navn udfærdigede Expeditioner med Nødvendighed forudsætte hans Nærværelse, hvorfor en endnu nøiagtiegre Redegjørelse i Virke-
