trykkelig fremhævet, vat samtlige Officierer paa Halden fuldt ud gjorde sin Skyldighed; næst Tønne Huitfeldt nævnes specielt Oberstlieutenanterne Jost v. Howen, Jacob Due og Frederik Otto Budde, Major Peder Olsen Nordmand og dennes Svoger, Tolderen i Svinesund, Matthias Bjørn, der under Krigen fungerede som „Admiral“ over Skjærbaadene; de to sidstnævnte gjorde derhos baade store pecuniaire Opofrelser og lede betydelige økonomiske Tab ved deres Trælasthandels Ødelæggelse for længere Tider. Endelig fortjener ogsaa Major Johan Forbus at erindres for sin store personlige Tapperhed under de fiendtlige Anfald baade i 1659 og 1660. – 3 Dage efter Svenskernes Bortmarche kom Generallieutenant Jørgen Bjelke fra Frederiksstad til Halden og holdt Mønstring over de gjenværende friske Tropper, og 29. Febr. har han fra Halden dateret sin Beretning om Beleiringen. – 27. Mai 1660 sluttedes Freden i Kjøbenhavn mellem Danmark og Sverige, og den følgende Dag udgik Kong Frederik III.s Brev til Jørgen Bjelke om at indstille alle Fiendtligheder[1].
- ↑ Til Fremstillingen af Begivenhederne er benyttet de ovenfor nævnte Kilder. Af disse er den ældste og paalideligste Beretning, der synes at hvile paa Gouverneurens, Tønne H.s, under Beleiringen førte Journal, trykt i „Saga“ I, S. 106–16 efter det samtidige Originaltryk, hvori dog allerede nogle Smaafeil ere indløbne, formentlig nærmest Correcturfeil. Dernæst følger Jørgen Bjelkes Beretning af 29. Febr. 1660, ligeledes trykt i
ligheden tiltrænges, for at Sagnet helt kan siges modbevist. Endnu mindre synes hane Læge Joh. Costers (Køsters) Relatio medica morbi et obitus Caroli Gustavi at tillade Antagelsen af nogen Reise til Norge. Den af F. F. Carlson, Sveriges Hist under Konungarne af Pfalziska Huset I, S. 425 omtalte Sendelse af Grev Carl Lejonhufvud og Gustaf Oxenstierna til Norge for at undersøge Forholdene ved Indfaldsarmeen kan vel tænkes at være ophavet til det Norske Sagn.
