Efter Svenskernes Bortmarche gjaldt det nu først og
fremst, saavidt muligt, at bringe den gamle Orden igjen
tilveie i Byen og Lenet, hvormed Tønne Huitfeldt som
Lensmand selvfølgelig fik det væsentlige Arbeide, ogsaa
Saga I, S. 100–105 efter det samtidige Originaltryk, og Fremstillingen i hans Autobiografi, udg. af I. A. Fridericia, S. 146–65, hvilke ogsaa begge i det væsentlige ere rigtige, men som, tildels beroende paa andres Beretning, dog feile i enkelte Detailler, hvortil kommer, at den sidste er skrevet flere Aar senere og i et apologetisk Øiemed, hvoraf der paa flere Steder sees Spor; navnlig er Svenskernes Styrke vistnok gjennemgaaende for høit ansat. Schrøders Beskr. ov. Friderichshald har en i det væsentlige correct men kortere Efterretning end Jonas Rist i Dansk Museum 1782, S. 646–80 (ogsaa særskilt trykt) og den dermed i alt væsentligt overensstemmende Beretning, der er trykt i Nicolaysens N. Magasin II, S. 438457, hvilke vel lide af flere Feiltagelser, men dog, som nedskrevne paa Frederikshald, bringe en Del nye og vistnok for største Delen rigtige Detailler. Saavel Schrøder som Rist, der skreve i første Fjerdedel af 18. Aarhundrede, ere utvivlsomt i nogen Grad paavirkede af den Colbjørnsenske Familiekreds og fremhæve derfor maaske noget ensidigt Peder Olsen Nordmands og Matthias Bjørns Fortjenester. Saavel J. A. Frantzens Fremstilling i Gjenlyd af Dan. og Norske Krigeres Tapperhed, S. 248–64, som den af Overlærer Borch i Liebleins Tidsskrift „Norden“ III, S. 247–58 meddelte Beretning ere kun Uddrag af Rist. Holberg i Dannemarks Riges Hist. III (3. Udg.), S. 415–19 og i Dannemarks og Norges Beskr., S. 399–401 støtter sig udelukkende til Schrøder og Rist, og det eneste, der hidrører fra ham selv, er Noten S. 416 angaaende hans Fader, hvem han dog ikke tillægger nogen fremtrædende Rolle ved Halden men vel ved Throndhjem. R. Nyerups Efterretn. om K. Frid. III, S. 227–34 kjender vistnok de ovennævnte og et Par Svenske Kilder, men henter sin Fremstilling omtrent udelukkende fra Holberg, hvorfor han har dennes (og hans Forgjængeres) Feil i nogle Enkeltheder. Den versificerede Beretning i N. Prahls K. Friderich III.s Hist., S. 118–20 hviler udelukkende paa
