kaldte gesims var saaledes tydelig nok et namtrod, og af de anførte grunde tviler jeg ikke paa, at et saadant var anvendt ogsaa i Olaf Paa’s stue, og at det som en del af væggen ogsaa har været udskaaret paa den omtalte maade.
Som resultat af disse undersøgelser skulde da fremgaa, at de omhandlede billeder i Olaf Paa’ s gildehus ikke var malerier, men skulpturverker, dog uden farver, og at de var anbragte dels i taget dels paa namtrodet eller gesimsen og dels paa de nærmeste vægstokke nedenfor denne, saaledes at de paa de to første steder dannede selvstændige grupper i hvert af felterne mellem to og to spærrer.
Til det ovenstaaende kan endnu føies en bemærkning om det forhold, hvori det omhandlede slags kunstneriske udsmykning stod til, hvad der var dagens skik paa Island. Som det synes, har man undertiden, ligesom i andre lignende tilfælde, været tilbøielig til at tænke sig denne kjendsgjerning ikke som en undtagelse, men som et exempel paa, hvad der ogsaa ellers i den tid kunde finde sted. Men derved opstaar en strid med den logiske fordring, der danner betingelsen for en sand historisk kritik. Langt nærmere sandheden kommer man derfor, hvis det hele opfattes som noget enestaaende i den tid eller som det ældste af det slags. En saadan opfatning vil ogsaa faa en vis støtte i den ytring af sagaen, at det omhandlede hus ikke alene var større, men ogsaa „bedre“, end man hidtil havde seet. Dog har vel husets herre i saa fald ikke faaet ideen til den kunstneriske udsmykning fra sig selv, men snarest hentet forbilledet enten fra Norge, hvor han flere gange havde opholdt sig, eller fra Irland. Som bekjendt var han ikke alene født i dette land af en irsk kongedatter og opvoxet der som lidet barn, men han tilbragte ogsaa i voxen alder nogen tid i sit fødeland hos sin morfader.
- 1 novbr. 1890.
N. Nicolaysen.
