fra den ham tilforn anbefalede Commission[1]. Samme Dag paalægges det derpaa Georg Reichwein, Joh. Fr. Marschalck og Tønne Huitfeldt at fornemme adskilligt, som vedkommer deres Commission anlangende det nævnte Grændseskjel, og navnlig skulde de gjøre sin yderste Flid for at bevare Enningdalen for Norge, „eftersom det erfares at være Grændse-Passerne over til Halden“. Sognet hørte nemlig under Idde og Marker Len, men havde længe i geistlig Henseende været forenet med Naverstad Sogn i Baahus Len, hvorfor man ventede Paastand derpaa fra Svensk Side. Commissarierne skulde, naar de kom paa Stedet, fornemme, om det Annex Enningdalen ikke tilforn har ligget til Idde Sogn og Bønderne for Veiens Korthed erholdet Forlov at søge den Kirke udi Bolleren (ɔ: Naverstad Kirke i Bullarens Herred)[2], saa og om Grændseskjellet ikke kan bevises med Vidner af gamle Mænd at være fra den nordre Ende paa Bollervandet og lige over de høieste Bjerge til Iddefjorden, hvoraf Enningdals Elv løber, desligeste og om forbemeldte Annex Enningdalen ei altid med Arbeide og Skyds haver svaret samt givet al kongelig Rettighed til Lensmanden over Idde og Marker, og ikke til Lensmanden over Baahus Len. Commissarierne bemyndigedes derhos til, saafremt nogen af dem fik Forfald, at tilkalde Nils Hansen Meng paa Halden[3]. – Til Commissarier fra Svensk Side vare under 3. Juni 1661 udnævnte Johan Gustafson Ørnevinge
- ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 41.
- ↑ Dette beror paa en Feiltagelse, da Enningdalen fra de ældste Tider havde sin egen Kirke, medens det var Prest, Sognet i lang Tid havde havt tilfælles med Naverstad.
- ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 41 og Svenske Acta ibid. I Grændsereguleringens Arch. vol. III i N. Rigsarch. angives Intructionens Datum at være 16. Septbr.
