på en afväg. Den spartanska, med stryk inlärda principen lydde enligt kung Carls egne ord så: „allt är tillåtet; intet är i sig själft dåligt, – utan för så vidt man låter ertappa sig“. „På detta sätt lärde jeg mig ljuga“, yttrede han mer än en gang vid eldre år härom.“
S. 39 kommer Forf. tilbage til Aubert. Efterat have forklaret, at Kong Carl undervurderede sin Charakter og havde forliden Selvtillid, ytrer hun:
„Med denne böjelse ett med en viss ringaktning stundom omtale sig själf sammanhängde otvifvelaktigt hans vana att emellanåt ei tala full sanning, när dett gälde hans egen person. – En förklaring af dette hans fel finner man uti det förut citerede ytrande, som han, medveten om denne sin brist, någon gång kunde fälla om en sin ungdomslärere; en annen förklaring deraf finna vi uti hans sydlandske natur, hans gascognenatur“.
Jfr. ogsaa S. 101: „denna ärlighet att aldrig vilja synes bättre, än han var“ o. s. v.
Fra Barndommen ligesom alle mine mange Frænder vant til at holde min Farbroders Minde i Ære, kan jeg ikke med Ro se paa, at det saaledes er blevet tilsmudset. Jeg finder det Pligt at bidrage mit til, at ikke Fru Holmgrens Charakteristik muligens skal blive taget for god Vare af fremtidige Forfattere. Jeg har derfor samlet nogle Vidnesbyrd fra nogle faa gjenlevende gamle Venner af den Afdøde samt ellers fra Mænd, som efter sin Stilling har havt Leilighed til at høre Udtalelser om ham af Kongehuset og særlig Kong Carl. De vil findes trykte nedenfor. Jeg henviser desuden til en ganske af egen Drift fremkommen Protest fra Hofstaldmester, Oberstlieutenant G. Sverdrup i „Morgenbladet“ No. 136 jfr. 189, hvori denne Mand, der i senere Aar stod Kongen nær, efter dennes Udtalelser giver hans norske Lærer et ganske andet Skudsmaal. Jeg antager, at disse Vidnesbyrd
