vistnok vil være tilstrækkelige til at opveie Forfatterindens aldeles ubeviste og indbyrdes modsigende Beskyldninger.
Jeg skal selv tilføie følgende Oplysninger: Otto Gilbert David Aubert var født 9de Januar 1809 og var saaledes, da han Høsten 1834 tiltraadte sin Post som Prinsernes Lærer, endnu ikke 26 Aar gammel. Han var foruden at være Lærer tillige et Slags „Hovmester“ ligesom sin Kollega, Magister Boström, den siden saa berømte Philosoph, idet de i denne Egenskab delte Ugen mellem sig. Det er vel muligt, at den unge Mand ikke var moden til denne Stilling som Opdrager. Han paastaar ogsaa selv i sine Breve, at han kun ved en Misforstaaelse af Forhandgerne var bleven andet end Lærer; han mente selv ikke t have paataget sig noget mere og forsøgte ofte at blive afløst som „Hovmester“, men forgjæves. Men at han skulde været saa gjennemsyret af Ondskab, at han med fuldt Forsæt opdrog den vordende Konge til Løgn og alle mulige slette Handlinger, er noget ganske andet, og intet mindre er det, Forf. beskylder ham for uden Skygge af Bevis. Foruden at henvise til, hvad nedenfor er sagt af Andre, skal jeg gjøre opmærksom paa, at Forhandlingerne om hans Antagelse gik gjennem den daværende Hofchef, General Wedel-Jarlsberg i Christiania, der havde havt den bedste Leilighed til at høre sin unge Landsmands Rygte, idet han kjendte hans Fader nøie og Otto A. var voxet op i samme By. Det var ogsaa velkjendt, at Otto A., som alle sine Brødre, var opdraget meget strengt og i meget alvorlige moralske Grundsætninger. Jeg er tillige i Besiddelse af en Række Breve fra Otto A. til hans nærmeste Slægtninger, hvori han med den største Fortrolighed udtaler sig om sine Forhold og Omgivelser. Disse aander en saadan Hengivenhed for de
