unge Prinser og navnlig en saa samvittighedsfuld Omhu for deres aandelige som legemlige Udvikling, at dette alene gjør den umoralske Behandling, han er sigtet for, umulig.
Sluttelig skal her kun oplyses om Grunden til hans tidlige Død. Otto Aubert var, skjønt ellers meget stærk, ligesom hans i 1832 afdøde ældre Broder, Konrektor Aubert, særdeles plaget af et Hæmorrhoidal-Tilfælde, der paa Grund af uforsigtig Behandling ogsaa hos ham medførte Blodstyrtning; hertil bidrog ogsaa høist overdrevne Legemsøvelser. Vaaren 1837 maatte han forlade Stockholm for om muligt at gjenvinde sin Helbred i Syden. Han døde imidlertid 29de Marts 1838 i Neapel, hvor han blev begravet paa den protestantiske Kirkegaard.
Herr fhv. Statsraad Haffner skriver under 17de Februar d. A. følgende
„I Skrivelse af 1ste ds. har Professoren anmodet om min Udtalelse i Anledning af den svenske Fru Holmgrens Bemærkninger i hendes Bog: „Carl XV o. s. v.“ – angaaende Kand. O. Auberts Forhold som Lærer for de daværende Prindser. I den Anledning tillader jeg mig at meddele følgende – idet jeg forudskikker nogle Ord om min egen Stilling hos de kongelige Personer, for at vise, at jeg havde god Leilighed til at blive bekjendt med Forholdene.
Kort efter Kand. Auberts Død blev jeg i Aaret 1838 ansat som Cavallier hos Prindserne og som Lærer for de 3 ældste i Mathematik og norsk Sprog, samt i Søvidenskaber for Prinds Oscar. I denne Undervisning deltog Prinds Carl – da 12½ Aar gl. – til og med Aaret 1843, medens jeg fortsatte Tjenesten hos Prinds Oscar, som tog Søofficiers-Examen i 1845, og ledsagede
