ham paa alle hans Søexpeditioner til og med Aaret 1847. Senere vedblev jeg i et nært Forhold til de Kongelige som Kong Oscar den 1stes Kabinets-Kammerherre, og til sidst var jeg Kong Carls Statsraad i 7 Aar.
Fru Holmgren anfører i sin Bog – Pag. 14 –, at Prindsernes norske Lærer Aubert havde indpræget Pr. Carl en Grundsætning, der havde skadet hans Udvikling og ført ham paa Afveie, hvilken Sætning indgivet med „Stryk“ (Prygl) lød saaledes: „allt är tillåtet, intet är i sig själft däligt – utan för så vidt man låter ertappa sig“ (bliver opdaget). At en saa uhørt Beskyldning, der til og med er meningsløs, ikke har megen Sandsynlighed for at være overensstemmende med Virkeligheden, maa vistnok indrømmes. At en norsk Akademikus, udseet blandt de dueligste og hæderligste til Lærer for norske og svenske Prindser, skulde være istand til at indgive sine Elever en saa umoralsk og jesuitisk Læresætning, og derhos indprente den med Prygl, er saa uhørt, at det neppe er tænkeligt. I alle Fald kan jeg afgive den Erklæring, at jeg aldrig af Pr. Carl eller af hans Brødre eller af andre har hørt et Ord om hin Beskyldning.K At Prindserne med sin aabne Karakter skulde have holdt hemmelig for de høie Forældre og for Auberts Kolleger en Lære, der maatte vække deres høieste Forbauselse, er høist urimeligt, og at det skulde forblevet en Hemmelighed for mig som Auberts Efterfølger, er meget usandsynligt. Under Samtaler om Aubert hørte jeg aldrig noget ufordelagtigt om ham; at han kunde være streng overfor Eleverne – efter hvad der blev fortalt – henregner jeg ikke dertil. Heller ikke har Pr. Carl som ældre eller som Konge nogensinde hentydet til mig, at hans Karakter skulde have taget Skade, og at han var bleven ført paa Afveie ved Auberts Paavirkning.
