Fru H. siger, at hun har disse graverende Beskyldninger
fra „fullt tillförlitlikt håll“. Jeg har dog stærke
Tvivl i den Henseende. Fruen har ikke hørt Historien af
Kong Carl selv, hun har hørt den af en efter hendes Mening
fuldt paalidelig Person, som maaske atter har hørt
den af en tredie o. s. v. At Rygtet let kan forvanske en
Udtalelse, er vel bekjendt, og paa den Maade kan den
Lære, der tillægges Aubert, ogsaa være fremkommet. Men
at offentliggjøre en vanhæderlig Beskyldning mod en Afdød
uden positive Beviser karakteriserer sig selv. Ligeledes
synes det paafaldende offentlig at fremsætte den Paastand,
at Kong Carl havde Vane at sige Usandhed, noget
han skulde have lært af ovennævnte norske Lærer (Pag. 39),
medens dog Forfatteren ogsaa finder Forklaring af denne
Vane i hans „Gascognernatur“! Uagtet Kong Carls Minde
visselig ikke tiltrænger nogen Bevidnelse om denne Beskyldnings
Grundløshed, vil jeg dog ikke undlade til Overflod
at erklære, at jeg hverken i hans Ungdom – og jeg
var dog hans Lærer og Cavallier i 5 Aar med saaatsige
daglig Omgang – eller senere bragte i Erfaring, at han
fremførte Usandhed. Saaledes maa Anklagen mod Aubert
ogsaa her ansees grundløs.
Uden at det staar i direkte Forbindelse med det Spørgsmaal, hvorom her handles, skal jeg især af Fru H.s Fortællinger fra Prinsernes Ungdomstid (se 1ste Hefte af Bogen) paavise, at de benyttede Kilders Paalidelighed ikke altid er at stole paa.
S. 13–14 hedder det: „Bekant är äfven, att de båda älsta prinsarne til lärare erhöllo d. v. docenten, sedermera ecklesiastikministern F. F. Carlson, den fräjdade forskaren i sitt fosterlands historia, vidare den skarpsinnige tänkaren, sedermera professor Boström samt normannen Aubert, alt medan de stodo under ledning af
