grefve Henning Hamilton som guvernør.“ Dette indeholder flere Urigtigheder. Boström og Aubert var Prinsernes Lærere i den første Tid, Carlson kom senere og jeg i Januar 1839. Disse Mænd var ikke alene Lærere for de to ældste Prinser, men for de tre ældste, der fulgtes ad i al Undervisning. At Prinserne stod under Ledning af Grev H. Hamilton som Guvernør, er feilagtigt. Prinserne havde ingen anden Guvernør end de høie Forældre selv. Grev Hamilton havde ingen Befatning med Prinserne, forinden han i Aaret 1843 blev ansat som Cavallier hos Prins Carl og – sammen med Løitnant Eketrä, ansat hos Pr. Gustav – ledsagede disse Prinser det følgende Aar under deres Ophold ved Universitetet i Upsala og under 1ste Halvaar 1845 ved Universitetet i Christiania.
Hvad der i Bogen fortælles om, at Pr. Carl i yngre Aar (gossårene) beherskedes af en Ubændighed, der kunde overgaa til „Vildhed“, har jeg aldrig hørt Tale om eller selv erfaret. Han og hans Brødre vare sjelden elskværdige og lod som Elever betragtet intet tilbage at ønske.
At Bedstefaderen Carl Johan var Pr. Carls bedste Legekammerat, kan kun fortælles af Folk ganske ubekjendte med Forholdene Virkeligheden var, at Prinds Carl og Brødre meget sjelden gjorde Visit hos Carl Johan og da altid meget kort.
At der under Pr. Carls Ungdomstid ved hans utilbørlige Optræden var et kjøligt Forhold mellem ham og Forældrene, er mig ganske fremmed, og den Skygge, denne Anførsel kaster over Prindsens Karakter, er ogsaa ufortjent.
Naar det fortælles videre, at Prindserne Carl og Gustav under Barndomstiden og senere sluttede sig meget til hinanden, og at de yngre Sødskende dannede en
