exceptionelle Stilling ihu og stadig at tiltale dem med Tilføielse af Ordet „Prins“ til deres Navn, hvad han ogsaa iagttog under den Time, som Aall og jeg tilbragte sammen med ham og hans fyrstelige Elever, hvilke kjendelig alle vare glade i ham, hvad ogsaa var rimeligt ved den kjærlige og godslige Maade, hvorpaa han tydelig behandlede dem. Hans temmelig dybe sonore Stemme havde en ualmindelig smuk Blanding af Alvor og Venlighed, der maatte tiltale enhver og specielt Børn. Den yngste derværende 7½-aarige Prins, vor nuværende Konge Oscar II., kravlede endog noksaa ugeneret op paa Auberts Skjød.
Alle de mange Nordmænd, som da opholdt sig i Stockholm, og med hvem jeg talte, omtalte ogsaa med enstemmig og stor Erkjendelse og sand Beundring Auberts ualmindelige Dygtighed som Lærer for de unge Prinser. Af disse Landsmænd kan jeg nævne flere bekjendte Mænd, med hvem jeg var sammen i en Middag hos Statsminister Løvenskiold, hvor Gjæsterne udelukkende var Norske, nemlig foruden værten Statsraaderne Holst og Fasting, Statssekretær Fr. Due, Kammerherre (senere Kontreadmiral) G. Hesselberg, Kammerherre J. F. Monrad, Kammerherre Hans Aall, oberst Rehbinder, Løitnant (senere Generalmajor og Hofmarskalk) J. G. B. Gram, Ritmester P. C. Egeberg. Aubert var ikke i Selskabet, da han ei kunde forlade sine fyrstelige Elever, med hvem han da boede sammen paa Slottet.
Hvad mig betræffer, kan jeg ikke, efter mit nøie Kjendskab til Otto Aubert og hans retskafne og hæderlige Karakter i Forening med hans ualmindelige Forstand, Dannelse og Kundskaber, tro andet, end at Kong Carl XV altid har erindret Aubert med Kjærlighed, Agtelse og Tillid, og jeg antager det utvivlsomt, at Skribentinden Fru Cecilie Holmgrens Yttringer i hendes nye Bog beror
