paa en komplet Feiltagelse og Misforstaaelse af de hende meddelte Beretninger om O. Aubert. Naar Henrik Wergeland i sit Sørgekvad ved dennes tidlige Død 1838 benævner ham som „den ædleste Aubert“ og „stoltest Søn, som Norge sendte fremmed Land til egen Ros“, har han visselig skildret den Bortgangne med ganske anden Sandhed, end hin nye fremmede Skribentinde har kunnet det. Den, der bar kjendt Otto Auberts solide, gjennemhæderlige og redelige Karakter, kan være fuldkommen sikker paa, at Aubert, naar han i sin historiske Undervisning har skildret Spartanerne og deres Principer, ingenlunde har undladt med det samme at fordømme deres nationale moralske Upaalidelighed i den omhandlede Henseende.“
Det ovennævnte Reisebrev er saalydende:
– – – – – – – – – – – – – – – – – – –
„Igaar, den 21de August, tilbragte Aall og jeg Timen fra 10–11 hos O. Aubert og de tre ældste Prinser Carl, Gustaf og Oscar, hvilket meget glædede os. De smaa Prinser er nemlig saare elskværdige Børn. De kunne tale ret godt Norsk, uagtet, efter hvad Aubert sagde, deres egentlige Sprogundervisning endnu ikke var ret begyndt. De kunne en hel Del norske Viser, som Aubert har lært dem, og sang for os Sinclairs-Visen, den norske Flagsang og „hvi rose I saa vore Fædre“. Prins Gustaf, der er den smukkeste og elskværdigste Gut, jeg har seet, er hel musikalsk; han spillede lidt paa Fortepiano for os. De vare, da vi kom til dem, beskjæftigede med at renskrive Lykønskningsbreve til deres Moder, hvis Navnedag det var; disse havde de selv maattet concipere paa Svensk, hvorefter Aubert havde oversat dem paa Tydsk for dem. Jeg tør sige, at Prinserne ere faldne i gode Hænder; Aubert har en overmaade godlidende, om end ikke hof-
