idet hun maatte betale 11 Lod Sølv samt desuden for sit Jordegods 21 Lod Sølv.[1] Nu ved man, at Fosen ved den Tid og lige til over Midten af det syttende Aarhundrede ikke var Odelsgods, men tilhørte Kirken, og efter Reformationen Kronen. Enken, der har eiet betydeligt Jordegods andensteds, har altsaa boet paa Fosen som Leilænding og da formodentlig fundet sin Regning ved at drive Fiskeri, maaske ogsaa ved Handel og ved at herbergere Fremmede. Foruden hende opføres kun en eneste Skatteyder paa Fosen, en Olaf, der slap med en Skat af 2 Skilling og sandsynligvis har været Fisker. Hvorledes forøvrigt Øen har seet ud, er naturligvis uvist. Navnlig kan det være et Spørgsmaal, om den betydelige Furuskov, som engang maa have existeret der, da store Fururødder findes i Myrene, allerede da har været forsvunden. Indtil de sidste Generationer har Fosen-Øen bevislig været meget lidet opdyrket og maa altsaa have havt et vildt Udseende. Gaarden antages at have ligget ved Bunden af „Vaagen“ paa det Sted, hvor i vore Dage Inskriptionen „Fosna-Gaard“ er anbragt over en Indgangsport. Paa Gaarden Dale paa Nordlandet opføres ved 1520 Skatteyderen Endrid, der tilligemed sin Moder erlagde 3 Lod Sølv og 2 Vaager Rødskjær.
Langs Nordmøres Kyster og Øer fandt der allerede paa den Tid Sted et livligt Fiskeri, aabenbart især drevet af Hensyn til den sikre Afsætning, der altid kunde paaregnes ved det hanseatiske Kontor i Bergen. Det er nu bekjendt, at dettes Virksomhed ingenlunde i den Grad fortjener at omtales med Uvilje, som længe har været
- ↑ Norske Regnskaber og Jordebøger fra det 16de Aarh., udg. af H. J. Huitfeldt-Kaas, II. S. 75. Et Lod Sølv svarede i Danmark dengang til 3 Tønder Rug.
