der, Tjære, Fisk, Tran, Skindvarer og andet mere, hvilken Handel ikke ringe Throndhjem forfordeler, saavelsom andre Udliggere, af hvilke Landet er opfyldt paa alle Kanter“. Creutz finder dog, at Romsdalens lange Afstand fra Throndhjem – 27 Miles „elak“ Fart, hvor man ofte formedelst Modvind bliver liggende mellem Klipperne en lang Tid med sine Baade, da man ikke har bedre Farkoster, og ofte fortærer mere, end Varerne ere værd, – gjør det rimeligt, at her burde anlægges et Handelssted, dog ikke med „Stapelstads“ Ret. Idet han ikke har noget tilovers for Molde, foreslaar han den nye By anlagt enten paa Veø, „hvor de Engelske i gamle Dage have havt sin Stapel (?), og hvor Rudera af deres (!) Kirker og Huse endnu findes“, eller ved Markedspladsen i Grytten. Creutz tilføier forøvrigt en interessant Oplysning om, hvorledes Tolden tidligere havde været erlagt af Hollænderne. Paa ethvert Skib var indbrændt et Mærke, der skulde angive dets Drægtighed, og herefter betaltes da Told. Men Mærkerne vare upaalidelige, hvoraf Følgen blev et stort Underslæb. Da man saa begyndte at anstille Undersøgelser, viste det sig, at Skibe, hvis indbrændte Mærke angav 70 eller 80 Læster, viste sig at rumme 120 eller 130. Hollænderne bleve da meget misfornøiede, da de nødtes til at betale for den fulde Drægtighed og af hvert Stykke à part.[1]
Lille-Fosen var forøvrigt ikke blevet ganske uberørt af selve Krigsbegivenhederne. Da Krigen i September 1658 fornyedes og de bergenhusiske og søndenfjeldske Tropper satte sig i Bevægelse for at tage Throndhjems Len tilbage, holdt Svensken just paa at udskrive Soldater
- ↑ Handlingar, rörande Skandinaviens Historia, XXX. (ɔ: „Nya Hdl.“ XX). Stockholm 1849. S. 220–223.
