anden Ladeplads i Lenet tilstedes. Men dette var ogsaa den eneste Handel, man vilde unde Lille-Fosen, thi „efter Loven, Privilegierne og Toldrullen“ burde fremdeles alle Fedevarer føres til „Byen“ (ɔ: Throndhjem), „og al fremmed Indførsel, være sig Kramgods, Specerier, Salt, Kornvarer, ske til „Byen“ og ingen andensteds, undtagen hvad Borgerskabet (hvorved maa forstaaes Throndhjems) selv med deres egne eller Fragteskibe indfører, som de ere pligtige at forsyne Sølenene med“. Romsdals Toldsted (Molde) syntes det derimod „fornøden at afskaffe efter (Throndhjems) Borgerskabs Andragelse samt Almuens store Klagemaal over Skovenes ganske Udhuggelse“.[1]
Det er klart, at Kjøbstædernes Privilegier, der vilde have medført Ladepladsernes Ruin, paa Grund af sin overdrevne og unaturlige Udstrækning, ikke bleve gjennemførte i sin Strenghed, og at altsaa megen Handel vedblev at drives fra disse sidste, der efter Lovens Bogstav var ulovlig. Men idelig stræbte dog Kjøbstæderne at gjøre sin Ret gjældende og understøttedes heri fra oven. Til Christianias Fordel skulde de østlandske, til Christianssands de vestlandske Ladesteder undertrykkes, og saaledes ogsaa til Throndhjems Bedste de nordenfjeldske. Det var overhoved Regjeringens Tanke at samle Norges Handel, saavidt muligt, til de fire Stiftsstæder. Bestemmelsen af 1662, der paabød, at Trælastudførsel herefter skulde finde Sted alene fra Kjøbstæder og enkelte privilegerede Ladepladse, har naturligvis bidraget til at samle Nordmøres Trælastudskibning til Lille-Fosen.
Nogle Aar senere var det, at det bekjendte Mandtal i Norge optoges (1666), hvilket afgiver det første sikre Holdepunkt for Beregningen af Norges Folkemængde.
- ↑ Meddelelser fra det norske Rigsarchiv, I. S. 317.
