blev ogsaa virkelig tagen for god baade af Sorenskriveren paa Nordmøre, Henrik Nilsen, der rigtignok skal have været en Svoger af Ole Steensen, og af den konstituerede Lagmand Morten Lauritsen Lerche, der saaledes ved Domme af 22. August 1659 og 28. Februar 1660 frifandt Ole. Men ved Herredagen i Christiania, hvor Sagen behandledes 15. August 1661, tilbagevistes den til fornyet Behandling ved Hjemthinget.[1] Allerede under Sagens Behandling for de underordnede Domstole havde Ole „høilig forløbet sig mod den Respekt, han var sin Herre og Konge skyldig, og forsætlig med adskillige grove Ord og ufortjent Tale søgt at forringe og forkleine Hans Majestæt“. Ordlyden af hans Ytringer kjendes dog ikke, og det var først under Herredagen i Christiania i August 1664, at Generalfiskalen Severin Christensen Smitt ved Rygtet og af Lagmandens Domsakt kom under Veir med den farlige Ytring, der hidtil havde passeret upaatalt gjennem de underordnede Retter, hvilke efter hans uforgribelige Formening neppe havde været upaavirkede af Bestikkelser fra Oles Side. Statholder Gyldenløve, der indberettede Sagen til Kongen den 6. August 1664, ønskede Befaling udstedt saavel til Delinkventen som til Lagmanden om at indfinde sig til Herredagen eller for Kommissarier for at svare til sine Gjerninger. I Henhold til Generalfiskalens og Statholderens Indstillinger blev der allerede under 13. August 1664 udfærdiget to kongelige Reskripter. I det ene af disse paalægges det Generalfiskalen at drage omsorg for, at Lagmandsdommen ufortøvet indbragtes for den da siddende Herredag, eller, om Tiden var for fremskreden til, at dette kunde ske, strax blev forelagt en Kommission til Paakjendelse. Ifølge det
- ↑ Herredagens Domsbog for 1661.
