det giver i Sølenene, saasom Fisk, tør og saltet Sild, Tran, Talg, Bukkeskind o. desl., hvilket dog ikke fra noget Ladested efter Toldrullens klare Foresigende og Kjøbstædernes Privilegier bør udskibes, men alene fra Kjøbstæderne.“ Dernæst benegtes, at Bonden har nogen Fordel af LilleFosen. „Der er bedre Kjøb i Throndhjem.“ „I Krigstider ere Ladesteder til ingen Nytte, ja Indbyggerne, fordi de ansees bedre end Bønder, blive ikke engang opbudne til Landets værn og Frelse, og de ere samlede mindre nyttige end Bønder og den gemene Almue. Men Throndhjems Borgeres Privilegier og Friheder gjør dem modige og kjække, tro og tapre; de vove deres eget, deres Sønners og Tjeneres Liv og Blod mod Fienden ved Vagt og Modstand paa voldene og Udfald til Fiendens Afbræk, naar dertil gives Anledning.“ (!!!) Denne ikke alene af Magistraten, men ogsaa af Stiftamtmanden (den senere Vicestatholder) Jacob Benzon undertegnede Erklæring er dateret 30. Januar 1731.
Den, der i vore Dage læser denne Thrøndernes Forestilling, vil udentvivl strax bemærke, at det egentlig er et fortræffeligt Indlæg ikke mod, men for Hensigtsmæssigheden af en By paa Lille-Fosen, idet just dettes bekvemme Beliggenhed for Handelen fremhæves af dets Modstandere. Men det Indtryk har neppe Samtiden havt. For den stod Throndhjems „velerhvervede“ Privilegier som det, der først og fremst maatte respekteres. Bygdernes Velfærd og nye af en naturlig Trang til bekvemme Handelspladse fremspirende Byer maatte staa tilbage. Det lykkedes saaledes Throndhjem endnu en Tid at forhale Tingenes sunde Udvikling og Lille-Fosens og Moldes Emancipation.
