Throndhjems Borgeres Uvilje mod Lille-Fosen var altsaa, som vi se, seig og havde Støtte i Datidens Bornerethed. I 1733 havde Kong Christian den sjette under sin bekjendte Reise i Norge ogsaa besøgt Stedet; han havde Herberge paa Indlandet, og i det Hus, han havde beæret med sin Nærværelse, fandtes siden en Tavle med en Indskrift paa Vers.[1] At der ved denne Leilighed er skeet en Henvendelse til Kongen om udvidede Handelsrettigheder eller Lignende, berettes af Thue, men den førte ei til noget Resultat. 1736 skede atter en saadan, i hvilken det fremhævedes, at Lille-Fosens Bebyggelse var stærkt tiltaget. Throndhjems Stiftamtmand, Jacob Benzon, siden Statholder i Norge, modarbeidede disse Bestræbelser, og alt blev ved det gamle indtil 1742.
I hint Aar erholdt nemlig Lille-Fosen og Molde omsider de Kjøbstadsrettigheder, de forlængst burde have opnaaet.
Ikke alene havde nemlig nu de to Ladesteder paany klaget over sin Afhængighed af Throndhjem og den „slette og armelige Tilstand“, hvori de vare geraadede, men ogsaa
- ↑ Den lød saaledes:
Een Dag for andre da, Kong Christian den siette
Til Nordske Klipper kom, og Romsdals Amt indtrædte,
Indprentes skal i Steen, og læses udaf Stiil,
Mens Nordmøers Fyrtræ groer, og Romsdalshorn er til.
Velkommen Konge bold, faer frem i Pragt og Glæde,
Nu Bierge bøyer Ryg, og dybe Dalers Sæde
Ophøyet bahner Vey, nu grøne Fyrre-Træers Top
Dybt helser udaf Skye, og Krandse bærer op.
Der Nordske Biergefolk, som andre ej vil vige
I Troeskab, Heltemoed, for Kongen og hans Rige,
Sig ydmygst stiller frem, og kysser Kongens Foed,
Tilbyder Hiertet godt, dernæst hver Draabe Bloed.
