adspredte Vaaninger, hvoraf deres Byer bestaar, aldrig blive nogle ordentlige Kjøbstæder (!) enten til Defension, Tilflugt, Nytte eller Prydelse for Riget i Almindelighed eller for dette Stift i Særdeleshed. Ja, naar Christianssund og Molde omsider ganske har udarmet og ødelagt Throndhjem, saa kan dog dette ganske Stifts Landmænd, publike Huse, Bergverker, Sagbruge, Fiskerier og saadanne flere Landets Drift og Haandteringer dog ikke nogen Tid i disse tvende nye Kjøbstæder tilhobe, end sige i enhver af dem faa et Throndhjem igjen eller i disse Flekker nogen opreisning for al den Understøttelse, Underholdning og Tilvæxt, som dette Stift har havt i Throndhjem eller af dens Indvaanere, hvis Forfædre med deres Midler, Gaver og Forskud allerførst har hjulpet, oprettet og paa Fode sat saadanne Stiftets publike Huse, Handel, Bergverker, Sagbruge og det mere, men ikke Christianssunds og Moldes Forfædre, som alene ere oprundne af Throndhjems der holdte Tjenere ongøbmands Svende, saa vel for de næst omliggende tvende Fogderiers desmere Magelighed (!) som til denne Byes Handels des bedre Tiltagelse, som saa jammerligt for Throndhjem er udfaldet, at den nu daglig Smerte, Skade og Foragt maa se ved de Stæder, som har havt saadan Begyndelse, at triumphere over sig og tilsidst at blive dens Fordærvelse og Banemænd.“
Karakteristisk er ogsaa den Modstand, som gjordes fra Throndhjem, da en Bernt Thrane søgte om Tilladelse til at sælge Medicin i Christianssund. Apotheker Otto Sommer i Throndhjem gjorde herimod gjeldende, „at hans Folk reiste med Medikamenter til Markederne i Helgeland og Romsdals Amt; til Markedet der kom ogsaa Folk fra Christianssund og Molde, og desuden
