og døde kort efter at have tiltraadt dette Embede i Birid 1802. Fra 1802 til 1827, altsaa udover det Tidsrum, som her omhandles, var Ole Schare (hidtil Prokurator) Byfoged. Hans Skjæbne blev sørgelig, idet han ved Høiesteretsdom af 18de Mai 1827 „for skjødesløs og uefterrettelig Embedsførelse samt for Kassemangel blev dømt til at have sit Embede forbrudt og hensættes til Arbeide i Throndhjems. Fæstning og der forblive, indtil Beløbet af hans Kassemangel var betalt eller han ved Døden afgik“. Ved tvende kgl. Resolutioner formildedes Straffen til Arrest paa Munkholmen, men formedelst Sygdom udsattes Transporten derhen, og imidlertid døde Byfogden 21de Jan. 1829. (Dept.-Tid. 1829, S. 127). Han var Storthingsmand 1815–16.
Christianssunds Anlæg faldt ind i en Tid, da svære Uaar og epidemiske Sygdomme herjede vort Land. Men netop samtidig slog Fiskerierne ualmindelig godt til. En ubeskrivelig Mængde Hval og Vaarsild kom ind fra Havet og opfyldte alle Fjorde, ja Silden dreves endog ligefrem op paa Landet af Hvalerne. 1745 skal have været det rigeste Aar, men Silderigdommen var stor lige til 1756, da den begyndte at tage af.
Det manglede derfor ikke paa Tilstrømning af Handlende til den nye By, og navnlig saa man snart en ikke ringe Indvandring fra Storbritannien. I 1753 kan saaledes Erik Pontoppidan, der i hint Aar afsluttede sin „Norges naturlige Historie“, udtale, at „i Christianssund have adskillige velhavende engelske og skotske Familier nylig nedsat sig og drive god Negoce“.[1] Stiftets egen Biskop, Frederik Nannestad (1748–1758), omtaler i sine Visitatsberetninger ligeledes de mange Englændere og Skotter i Byen, men han roser dem ikke: „de give sig ud for at
- ↑ Erik Pontoppidan, Norges naturlige Historie, II. S. 383.
