„Hertuginden af Gordon“, spillede Aaret efter Fallit og „absenterede sig“. I 1751 har man Alexander Abercromby i Øvrevaagen. Archibald Bortvig, barnefød i Skotland, fik Handelsborgerskab 1752. I 1762 nævnes en William Coxon. I 1778 tog Walter Miln, „barnefød i Skotland“, Borgerskab og handlede til sin Død 1799 sammen med Robert Gilroy, ligeledes en Skotlænder, der havde taget Borgerskab 1771 og senere vil blive omtalt. Skipperborgerskab toges 1781 af Edward Wookeleye fra Newcastle, 1782 af John Drummond fra England, 1782 af David Rodgers fra Skotland. I 1781 nævnes en Edmund Dunchin. 1800 døde en Mad. Jessie Muirhed, afd. Kjøbmand Robert Smits Enke.
At den fra Storbritannien foregaaede Indvandring skulde staa i Forbindelse med politiske Begivenheder (man kunde jo tænke paa den sidste Stuartske Reisning i 1745 og 1746), har været fortalt,[1] men hidtil kjendes ingensomhelst Hjemmel for en saadan Antagelse. Som vi have seet, forekomme ogsaa allerede før Nedsættelser baade i Molde og Christianssund af Personer fra England og Skotland, og at de nu bleve hyppigere, har formodentlig sin Forklaring i, at disse Pladse efter at have faaet Kjøbstadsret tilbøde de Fremmede større Fordele. At mange af disse britiske Handelsmænd efter nogen Tids Forløb igjen forlode Landet med sin opsparede Fortjeneste, blev ikke ubemærket af Regjeringen. Reflexionerne herover kom frem dengang, da der i 1793 forhandledes om nye Kjøbstadsanlæg til Handelens Fremme i Norges nordligste Egne. Det „Vestindisk-Guineiske Rente- og Generaltoldkammer-Collegium“ udtaler sig i hint Aar saaledes:
- ↑ Saaledes i det høist velmente Skrift: Erindringer fra Kværnes Præstegjeld af P. C. T. Holtermann. Throndhjem 1879. S. 9.
