Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Andet Bind.djvu/408

føier, at navnlig Zeniernes Beskrivelse af et Dominikanerkloster paa Grønland stadfæstes ganske af en Beskrivelse over Norge og Island, som findes i Haandskrift i to romerske Bibliotheker, og „stemmer dermed lige til de mindste Detaljer“. Nu er det sikkert nok, at der i det gamle Grønland ikke fandtes noget Dominikanerkloster. Den Bergenske Præst Ivar Baardssøn, som var „Forstander“ paa Bispegaarden i adskillige Aar under Ledigheden efter Biskop Arnes Død 1349, og som efter sin Hjemkomst til Norge c. 1360 samlede sine Erfaringer fra Grønland i en meget paalidelig, desværre kun i nyere Oversættelse bevaret Beskrivelse, oplyser, at der var kun 2 Klostre i Grønland: et Augustinerkloster for regulære Kanniker i Ketilsfjord (Vatsdal) og et Benediktinerindekloster i Ravnsfjord; men han nævner intet Dominikanerkloster, naturligvis fordi der intet fandtes. Endvidere er det sikkert nok, at paa det Sted, hvor Brødrene Zeni skal have fundet sit berømte Dominikanerkloster, kan et saadant ikke have existeret, thi dette Sted befinder sig ude i Havet mellem Østgrønland og Spitzbergen, og midt i Polarstrømmene her er der liden Plads for et Kloster og sammenhængende Land. Jeg skal gjengive i Uddrag Zeniernes Beskrivelse. Klostret ligger nær et ildsprudende Bjerg „ligesom Vesuv og Ætna“, og der er en Kilde med varmt Vand, ved hvilken man varmer Klostrets Kirke og Munkenes Kamre; Vandet er saa varmt, at man i Kjøkkenet benytter det til Kogevand og til at bage Brød ved. Smaa, om Vinteren dækkede Haver vandes ved dette Vand og beskyttes mod Kulden; derved fremkommer Blomster, Frugter og Urter „ganske som i de tempererede Lande“. Munkene kan holde sine Boliger tempererede, naar der er Is og Sne, kan i et Øieblik opvarme eller afkjøle et Værelse ved at lade Vandet stige til visse Høider eller ved at aabne Vindu-