rede, der vistnok ikke er andet end en Omarbeidelse af Ranulf Hygdens geografiske Indledning til hans „Polychronicon“. De to romerske Haandskrifter har imidlertid nogen Interesse ved de Tillæg, aabenbart ved italiensk Haand, som der findes f. Ex. vedkommende Norge. Jeg skal først oversætte hvad der findes om dette Land i de sædvanlige Texter[1]: „Norvegia er det største Land i Europa, omgives næsten paa alle Kanter af Havet, strækker sig mod Nord og grænser til Gothia (Gøtaland), thi mod Syd og Øst skilles det fra Gothia ved en Flod, som bærer Navnet Albia (Gøtaelven). Norvegia er et koldt og haardt Land, fuldt af Fjelde, Skove og Lunde; dets Indbyggere leve mere af Fiskeri og Jagt end af Brød, thi Korn modnes sjelden der paa Grund af Kulden. Der er mange vilde Dyr, f. Ex. hvide Bjørne; der er ogsaa Bævre. Der er meget underfuldt og forfærdeligt. Der er Kilder, som, naar Skind eller Træ lægges i dem, forvandler disse til Sten. I Landets nordlige Del gaar Solen ved Sommersolhverv ikke ned i flere Døgn, og ved Vintersolhverv sees ikke Solen i lige saa mange Døgn, hvorfor Indbyggerne paa den Tid maa arbeide med Lamper. Landet er uden Korn, Vin og Olje undtagen hvad der indføres. Folket er storvoxet, vakkert, tappert og kraftigt. De er dygtige og hidsige Sørøvere. Mod Øst ligger Galatia (!), mod Nord Island, hvor Havet stadigt fryser, mod Vest det irske og britanniske Hav, mod Syd Dacia og Gothia“. Dette Kapitel gjenfindes Ord til andet i de romerske Haandskrifter, men derefter tilføier de: „Og efterat Folkene i dette Land længe var forblevet i Uvidenhedens Mørke, førte i nyere Tid Herren Jesus Christus ved sine tro Prædikanter Norvegierne til Troen,
- ↑ Jeg benytter hertil Aftrykket af et Haandskrift fra Bern i Haupts Zeitschrift für deutsches Alterthum IV 488.
