Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Andet Bind.djvu/416

fra 100 Aar efter Byens Anlæg, og man tør ingenlunde fra det paa disse anbragte Aarstal 1624 sikkert slutte, at de ere graverede i dette Aar, der vistnok kun skal betegne Byens Anlægsaar, idet der neppe er graveret noget nyt Segl før efter Privilegiernes Udstedelse i Juli 1632, medens man vel indtil den Tid har vedblevet at benytte det tidligere Oslosegl, hvis dette er bleven reddet ved Branden i 1624, hvorpaa Privilegierne af 1632 saa have fastslaaet en allerede bestaaende Brug. Saameget er i alle Fald vist, at allerede de tidligste nu kjendte eller bevarede Christianiasegl frembyde saa mange Forvanskninger og Misforstaaelser, at man nærmest maa tænke paa en længere Række af Forandringer, for at et saadant Resultat kan være fremkommet. Det er f. Ex. ikke usandsynligt, at Oslos gamle Segl kan være gaaet tabt ved Byens Brand under Syvaarskrigen (1567), og at flere eller færre af Forvanskningerne have fundet Sted ved Graveringen af et nyt Segl paa dette Tidspunkt. Dette bliver med det nu kjendte Materiale imidlertid kun en Formodning, men der er i alle Fald en overordentlig stor Forskjel paa de to Typer, der vise sig i det middelalderlige Oslosegl og forrige Aarhundredes Christianiasegl. Medens Byvaabenet i det 14de og 15de Aarhundrede viser den hellige Halvard, siddende paa to Løver i en stjernebesat Himmel, i høire Haand en Møllesten, i venstre 3 Pile (Marterredskaberne) og ved hans Fødder den af ham beskyttede Kvinde i halvt liggende Stilling, er Indholdet af de ældste, nu kjendte Christianiasegl en kvindelig Figur, der sidder paa to Løver, og ved hvis Fødder ligger udstrakt en mandlig, harniskklædt Skikkelse (tilsyneladende død); Møllestenen er bleven til en Ring eller en Slange, der bider sig i Halen. Byens Notarialsegl fra 1725 viser endog Kvinden siddende paa en