enkelt Løve og uden nogen Figur ved hendes Fødder; i venstre Haand holder hun en aaben Bog og i høire en Pen, hvorefter altsaa enhver Erindring (om Indholdets oprindelige Betydning synes forsvunden.
De to bevarede middelalderlige Oslosegl findes under Breve fra Aarene 1344 og 1427; det sidstnævnte er det bedst vedligeholdte, men begge vise sig aftrykte med det samme Signet, der efter sin Stil synes at skrive sig fra Tiden omkring Aar 1300. Dette stemmer ogsaa meget vel med, hvad man forøvrigt kjender af Segl fra Oslo paa det samme Tidspunkt, og hænger uden Tvivl sammen med de Byggeforetagender og Anlæg, som Haakon V baade som Hertug i Slutningen af det 13de Aarhundrede og som Konge i Begyndelsen af det 14de foretog i og ved Oslo (Akershus, Mariakirken, Minoriterklosteret m. m.). Oslo Byvaaben har saa kjendelig Charakteren af oprindelig at have været et Capitelsegl, at dette vistnok trygt tør statueres, uagtet man intet saadant kjender fra det 13de Aarhundrede; hertil har man en Parallel i Nidaros Bysegl, der ligeledes maa være laant fra Capitelet, der endog ligefrem findes repræsenteret deri ved de 3 Hoveder af geistlige, der staa nederst i Seglet. Ogsaa Oslovaabenets Omskrift synes at hentyde til en derom fattet kongelig Bestemmelse, idet den lyder:
Civibus hoc signum manet Osloieque sigillum.
For begge Byer have Erkesædet og Bispestolen været af saa overveiende Betydning, at denne naturligen fik et Udtryk i deres Segl, medens Befæstningerne og Søfarten have udgjort Hovedsagen for Landets øvrige to større Byer (Bergen og Tønsberg) og derfor bleve Indholdet af disses Bysegl. Samtidigt med, at det gamle Capitelsegl for Oslo blev Bysegl, hvad den lille Flække neppe, før den blev Residentsstad, har eiet, have de to
