holdet synes imidlertid snarere at være omvendt, idet en Undersøgelse af fremmede Segl, der ere ældre end de i Norden bevarede, vil vise flere Konge- og Helgenskikkelser placerede omtrent som St. Halvard i Osloseglet med en halv Løve paa hver Side, hvilket selvfølgelig gjerne kan betragtes som en Stol af antik Charakter, hvor ikke blot Sidestykkerne ende i Løvehoveder, men helt ud dannes af en halv Løve med Hoved, Manke og Forben med Klør etc. Maa nu denne Form altsaa betragtes som den ældste, hvoraf den anden, der kun har beholdt Hovederne, er afledet, og som ogsaa er vel kjendt her i Norden i det 14de Aarhundrede, ligger det nær at antage, at det nye Oslo Bysegl har henholdt sig til den Form, som det supponerede gamle Capitelsegl har fremvist, nemlig en halv Løve paa hver Side af Domkirkens Skytshelgen efter det 13de Aarhundredes og endnu ældre Tiders Forbilleder. Selvfølgelig er der ogsaa Plads for den Tanke, at en allegorisk Antydning af Mildhedens, Kjærlighedens, Humanitetens Seier over Vildheden, fremstillet gjennem de vilde Dyr, her kan spille en Rolle, en Forestilling, der kan være laant fra den antike Mythologi (jfr. Bakchos, Eros, Orpheus etc.). Blandt de nordiske Helgener afbildes St. Halvards Frænde, St. Olaf, med en Drage ved sine Fødder, der i Almindelighed ansees som et Sindbillede paa det betvungne Hedenskab (jfr. St. Michael og St. Georg).[1] Denne antike Forestilling synes at være fastholdt og muligens skjærpet i senere Segl, der atter danne Grundlaget for Christiania Byvaaben, hvori Løverne altsaa til Slutning bleve det eneste uforvanskede Element fra det oprindelige Oslosegl. Det er derfor at beklage, at det nye, netop
- ↑ Jfr. ogsaa J. J. A. Worsaae, Nordiske Oldsager i D. Kgl. Museum i Kjøbenhavn, S. 130.
