og mit aarlog Harnisk og al Beredskab som dertil hører. Kircken skal eye halfparteng til sin Bygning, Klerckene[1] [halfparten]. Ville mine Arvinger løse dend hest og harnisk, skulle de det løse for 40 Marck. Vill jeg at min Skiold og Helm skal ophenges i hellig Kaarses kircke chor, der som den unge Kong Haagen hviles.
Item til Sudrim min Sognekircke en lødig Marck. Disse pænge skal de lade mig (!) hos Sognekircken som før er om meldt.“
Jeg har i Gjengivelsen for Tydeligheds Skyld ladet en ny Linje begynde med hvert „item“ og spærret Kirkernes Navne. Man vil strax blive opmærksom paa, at „ride der ind med“ og det kortere „ride med“, som forekommer hver Gang der er Tale om Hest, Harnisk og Redskab, som kan udløses med kontante Penge, ikke kan være andet end en Misforstaaelse af reida ut, udrede; Dyrskjøtt har aabenbart troet – og er deri mærkelig nok fulgt af Munthe[2] og Lange[3] –, at Liget skal føres rundt i Kirkerne og „indrides med Harnisk, Hest (!) og Redskab“. De Kirker i Oslo, som betænkes med Gaver, er Kathedralkirken (St. Halvard), Frueklostret (ɔ: Nonnesæter, som var et Mariakloster), Korskirken, St. Olafskloster (ɔ: Dominikanerklostret), Graabrødre (ɔ: Minoriterklostret), Klemenskirken og vor Frue Kirke (ɔ: Mariakirken). De største Gaver gaar til St. Halvardskirken og Mariakirken (hver 42½ Mark) samt til Nonnesæter (32½ Mark); de to Tiggerklostre faar hver kun 2½ Mark og de to Sognekirker (Korskirken og Klemenskirken) endog kun 1½ Mark hver. Dette stemmer med hvad der ovenfor er nævnt, at Hr. Jon har blandt Oslokirkerne fornemmelig doteret de tre, Kathedralkirken, Mariakirken og Nonneklostret, og i den Forbindelse ikke engang nævnt de mindre Sognekirker. Mariakirken har endog faaet et Fortrin for Klostret og er kommet paa samme Plads som Stiftets Kathedralkirke, naturligvis fordi Hr. Jon vilde begraves i den. Men at han isaafald skulde have ladet sit Skjold og Hjelm
