mationen Rosenkrantserne krævede og fik tilbage af Mariakirkens Gods „Dorothea Præbende“ og Truid Ulfstand (for sin Hustru, Knut Alfssøns Datterdatter) fik tilbage „Hellig Løsens Præbende“ – naturligvis fordi de ved Oprettelsen betingede Sjælemesser ikke længer opretholdtes, – maa ligeledes disse Præbender være stiftede i Slutningen af 15de Aarhundrede for dem af deres Forfædre, der havde fundet sit Hvilested i Kirken: Dorothea-Præbende er rimeligvis stiftet af Sigrid Erlendsdatter (af Losne-Ætten) og hendes Ægtemand, Bo Fleming, Høvedsmand paa Akershus[1], og Hellig Løsens Præbende er rimeligvis grundlagt af Alf Knutssøn eller hans Hustru og Sønner.
Traditionerne om Mariakirken som Gravsted for de norske Kongers Slægt sees saaledes at have holdt sig gjennem hele det 15de Aarhundrede. Man vil derfor efter dette ikke længer erklære det for „grebet ud af Luften“, naar Visen om den hellige Kong Haakon lader denne Konge paa Dødssengen byde:
Lad mig begraves i Marie-Kirke,
som Konger pleier at ligge,
eller som det gjentages i den thelemarkske Vise om Hr. Nilaus[2]:
De leggje mit lik i Mariekyrkja,
der konganne plaga liggje.
Disse Vers – eller rettere dette Vers, thi aabenbart er det laant fra den ene vise til den anden – tør man efter det ovenfor udviklede se paa med andre Øine. Disse Verslinjer maa være digtede i en Tid, da den Tradition endnu var levende, at de norske Konger pleiede at føres til deres sidste Hvilested i Oslo og da endnu Kongeslægtens Efterkommere paa Spindesiden vitterligt begravedes der, altsaa i 15de Aarhundrede. Om verslinjen er ældst i Visen om Hr. Nilaus eller i Visen om Kong Haakon, tør jeg ikke for Øieblikket afgjøre, thi de begge har jo historisk Grundlag: Hr. Nilaus peger paa, at fornemme Mænd (Kongeslæg-
- ↑ De er, saavidt jeg kan se, de eneste af Losneslægten, som er fast knyttede til Østlandet; Sigrid var vistnok Datterdatterdatter af Jon Martinssøn og var Holger Rosenkrants’s Mormoder. Dog kunde der ogsaa tænkes paa hendes Moder Gudrun og dennes Ægtemand Erlend Eindridessøn.
- ↑ Landstads Folkeviser S. 234.
