Navns oprindelige Form; Navnet er følgelig ikke (som forudsat ved den sædvanlige Skrivemaade „Lyngøer“) sammensat med ey (Ø). Navnet udtales nu Lynger, med aaben Lyd af y og kort, tonløs vokal i 2den Stavelse. Sproglig kan vistnok intet indvendes mod Muligheden af en overgang fra mg til ng og af den sidste Stavelses stærke Forkortelse. Det maa dog mærkes, at Sagahaandskrifterne give Navnet i stærkt varierende Form; ved Siden af Limgarðs- findes ogsaa Lymgarðs-, Lungarðs-, Lungbarðs-. Haandskrifttraditionen synes at tale stærkest for Limgarðs- som den rette Form, og denne kan, tror jeg, støttes derved, at der af Navnet i denne Form kan gives en rimelig Forklaring.
Det første Sammensætningsled i Ordet Limgarðr kan vel ikke godt være andet end lim n., der som Samlingsord betegner de finere, bladbærende Kviste paa Træer og Buske. Betydningen af Limgarðr maa altsaa forudsættes at være: Risgjerde, levende Hæk, eller noget lignende. Nu har en paa Stedet vel kjendt Mand sagt mig, at Lyngørgruppen endnu udmærker sig ved en ualmindelig frodig Buskvegetation, altsaa ved en Eiendommelighed, som kunde lede til at give den et saadant Navn.
O. Rygh
