Kong Magnus’s Hirdskraa viser paa flere Steder tilbage til den „gamle Hirdskraa“ og til Birkebeinernes „gamle Løfter og Sædvaner“[1] paa en saadan Maade, at der ingen Tvivl kan være om, at den tidligere Hirdskraa var fastslaaet og optegnet under Kong Sverre. I Hirdskraaens Cap. 21 gives Bestemmelserne om „Hirdprester“, – en Institution, som synes indstiftet eller ialfald reguleret af Kong Sverre, og som blev Grundlaget for det senere kgl. Cancelli og Capelgeistlighed. Om Hirdpresternes Løn siges her, at de af Kongen skal have 5 Marks Veitsle og en ny Klædning hver Jul, men af de haandgangne Mænd den Tredjedel af Tienden, som før har været sædvanlig (áðr var vani á), og som de skal dele mellem sig; „men det er Birkebeinernes gamle Sæd og Løfte at gjøre Tiende af sin Sold – baade Hirdmænd og Gjester – og dele den i 3 Dele: én Tredjedel faar alle Biskoper, mod at Kongens Mænd faar Begravelse ved de Kirker, hvor det tidligere var Skik (ɔ: ved Kathedralkirkerne), den anden faar Hirdpresterne, den tredie faar Hospitalet paa Varna“. Sammenhængen viser, at her skildres de bestaaende Forhold, saaledes som de stammede fra Birkebeinernes „Sæd og Løfter“; det er ikke en Forordning af Kong Magnus, som Lange mente. De nærmere Bestemmelser herom, som er fra Kong Magnus’s Tid, staar først i Cap. 53. Der siges, at „saa er aftalt mellem os haandgangne Mænd, at hvis en af os kommer i saa stor Nød, at han bliver hjælpeløs for Alderdom eller Sygdom, da skal Kongen og hans Kammerater hjælpe den Mand til Kloster; Kongen skal give den halve Provent (Kapital), den anden Halvdel Hirdmændene“; og sammesteds: „Saa har de haandgangne Mænd vedtaget efter Kongens Raad,
- ↑ Hirdskraa C. 21, 38, 48, 49, 50.
