for det norske Johanniterhospital, og for den Sags Skyld kunde det være muligt, at allerede Magnus Erlingssøn eller Erling Jarl havde laant Ideen fra Danmark; men rimeligere er det, at Kong Sverre har selv laant Ideen fra Danmark og omdannet den efter sine Planer.
Hirden var i den norske Statsret ikke blot Kongens væbnede Følge, men tillige Grundlaget for den hele Administration. Kongens Mænd uddannedes i Hirden ikke blot i militære Idrætter, men ogsaa til al Tjeneste i Riget. Sysselmænd og Lendermænd havde faaet sin Opdragelse her, Skibsstyrere og Landeværnets Førere toges ud af den, ogsaa Lagmændene havde i Regelen gjort sin Skole i Hirden eller var optagne i den, – kort, hele Landets civile og militære Embedsstand dannede som Medlemmer af Hirden en sluttet Korporation. Hirden havde fra gammel Tid en aristokratisk Retning, den havde etslags Veto mod optagelse af lavættede og fremmede. Det er vistnok en Misforstaaelse at tro, at Hirden under Kong Sverre forandrede denne sin Karakter; det nævnes jo udtrykkelig, at Kong Sverre optog de tidligere Rangklasser, og samtidig bør det fremhæves, at Lovgivningen for Hirden som Korporation netop stammer fra Sverres Tid. Muligens fik Hirden ogsaa paa Grund af Tidsforholdene under Sverre en mere militær Karakter, og sikkert synes det i denne Forbindelse at være, at dens Antal blev forøget. Men naar man nødsagedes til ved Optagelsen mere at se paa Krigerdygtighed, kunde man ikke længer som før lægge Hovedvægt paa social Rang eller Jordbesiddelse; Hirden maatte derfor, naar Krigene ophørte, komme til at indeholde endel fattigere Mænd. Heri ligger, antager jeg, Nødvendigheden for Kong Sverre til at forsørge fattige og gamle Hirdmænd, til at grunde et Invalidehospital. Dette har
