Hovedarving var forsvunden. Thi, som vi nu skulle se, fik hendes meste Jordegods en ganske anden og vistnok ganske uanet Anvendelse.
I Baahuslens overgangstid fra at være et norsk Landskab til at blive „indförlifvadt med Sverige“ var det en ganske naturlig Tanke hos den nye Øvrighed, at der maatte drages Omsorg for, at den Ungdom, der vilde studere, kom til at søge sin Uddannelse i svenske og ikke i danske og norske Skoler eller ved Kjøbenhavns Universitet. I Aaret 1662, da Stændermøde fra Landskabets var indkaldt til Oddevald (Uddevalla), gjorde de kgl. Commissarier ved Mødet, Rigsraaden Bengt Skytte og Harald Stake (den nye Guvernør i Lenet), et mærkeligt Forslag med Hensyn til Skolevæsenet. De mente, at Gouverneurens Residents burde forlægges fra Baahus Slot til Venersborg, der laa saa bekvemt til at være en „Formur“ mod Norge. I den By burde ogsaa Superintendenten residere og et Gymnasium med god Trivialskole oprettes, „for at Ungdommen fra Baahuslen kunde drages bort fra danske og norske Steder til de svenske og fra Barnsben drages til svenske Sæder og svensk Lov, Omgang og Affection“. I Jönköping burde oprettes et Universitet og Lunds Bispestol flyttes did. Herved kunde forhindres, at Ungdommen søgte til Kjøbenhavn eller andre Steder i Danmark og Norge, hvilket ellers ei stod til at afværge. Gjennem Superintendenterne i Carlstad og Göteborg, mellem hvem Baahuslen nu var delt, skulde det bekjendtgjøres, at „de der studerede i svenske eller norske Academier, Gymnasier og Skoler ingen Promotion maatte vente sig hos os“[1]. Ganske
- ↑ Bidrag till kännedom om Göteb. och Bohusl. fornm. II S. 435.
