hun skulde have det ikke som en Arv, men som frivillig ydet Gave, „dotalicii nomine“. Om og hvorvidt han ogsaa har betænkt hendes Søster Rangrid, maa staa derhen, men at saa har været Tilfældet, er vel det sandsynligste.
Vi have allerede ovenfor nævnt Dronningens Patronatsret til Kirker i Stavanger Stift. Alt, hvad jeg forøvrigt veed at sige om Margretes Eiendomme, indskrænker sig til, at hendes Søn, Kong Magnus, idet han, i sit indholdsrige og mærkelige Testamente ogsaa betænker Nonneseter Kloster i Bergen, omtaler, at Gaven til dette skal tages af hans Mødrenearv.[1] I levende Live har hun tilligemed sin Ægteherre skjænket Gaver (vistnok af Jordegods) til Allehelgens- og Catharinæ Hospitaler i Bergen[2] samt til Dragsmarks Kloster.
Men ikke alene den Fremgangsmaade, der rimeligviis blev fulgt med Hensyn til Skules Gods, er dunkel. Ogsaa om Kongens Forhold til hans Drab er Sagaen forbeholden. Man veed, at den Mand, som anførte det sidste Tog imod den til Throndhjem efter Nederlaget ved Oslo flygtede Hertug, var hans egen Frænde, men tillige bitre Uven Aasolv af Østraat. Denne tilligemed nogle flere navngivne Høvedsmænd sendtes af Kongen umiddelbart efter Skules Flugt nordover med femten Skuder. Sagaen lader os dog ikke ret vide, hvilke Instructioner Aasolv og hans Ledsagere have faaet. Flatøbogen[3] bruger den Vending, at de skulde drage nord til Throndhjem for at „erfare, hvilke Tidender der vare“, og i andre Redactioner findes ikke engang disse Ord. De Udsendte naaede til Throndhjem tidligere, end Skule havde ventet, og denne blev saa snart
