flyttet sig sydover, og Sverre fremdeles ligger i Seimsfjorden, blive de i Sagaen fortalte Fegtninger uforstaaelige, og det skjønnes ikke, hvorledes Sverre kunde komme til at begrave sine Døde ved Kirken i Saltøsund (paa Tjernön), naar Baglerne laa der med stor Overmagt.
Det værste Anstød vilde falde bort, om man kunde forudsætte, at Salteyjarsund paa det første Sted, hvor det nævnes her, ved en Uagtsomhed var kommet ind fra det sidste Sted, istedetfor Navnet paa et sydligere liggende Sund i Nærheden af Seimsfjorden. Det som Ankerplads bekjendte Hafstensund, lige ved denne Fjords Udløb, vilde passe. Jeg skulde næsten tro, at dette er Tilfældet; men selv om dette antages, faar man et Indtryk af, at Stedforholdene her have staaet noget uklart for Sagaens Forfatter.
Sverres Saga Kap. 139 (Fornm. s. VIII 326). Efter at have slaaet Baglerne i Oslo i Juli 1197 gjør Sverre et Tog til Bohuslen for at drage Folket der til Ansvar for den Hjælp, det havde ydet Baglerne. Blandt de Steder, Sagaen nævner paa hans Færd her nedover til Konghelle, er Svanshals, som Munch og Munthe[1] have forstaaet om Svansund, den trangeste Del af Løbet mellem den store Ø Ordost og Fastlandet østenfor, eller om en Del af dette Sund. Navnet tilhører dog vistnok Gaarden Hals i Långelanda Sogn paa Ordost[2]. Den maa være kaldet Svanshals, fordi den ligger nær Svansund.
Sverres Saga Kap. 142 (Fornm. s. VIII 333). Efter Julen 1197–1198 kommer en stærk Afdeling af
