Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Fjerde Bind.djvu/415

Denne siden er ikke korrekturlest


Det er bekjendt, hvilken brat Ende det tog med Kong Karls Kongedømme i Norge efter hans mislykkede Forsøg paa at erobre Akershus og efter Erkebiskop Aslaks kort paafølgende Død; paa Forligsmødet i Halmstad har de svenske Herrer frivilligt eller ufrivilligt opgivet Kong Karls Rettigheder til Norge, og denne selv har nødtvunget maattet finde sig heri. Kong Kristian, som holdt paa at udruste en Hær for at erobre Norge, kunde nu nøie sig med at foretage, som han havde lovet, et Hyldningstog til Norge Sommeren 1450. Rigsmødet, som var indkaldt til St. Hanstid, er ogsaa kommet istand, men i Slutningen af Juli. Det maatte nu falde af sig selv, at Hyldningen blev forbundet med en Kroning, baade for at udslette Indtrykket af Kong Karls Kroning, og fordi Kristian selv imidlertid var bleven kronet i Danmark. At Kroningen er foregaaet paa selve Olavsdagen (29. Juli), følger af sig selv, naar dertil var Anledning, og herom er ikke alene de fleste gamle Kilder enige, men det siges udtrykkelig i et samme Aar fra Kong Kristians Kancelli udgaaet Brev[1]. I det om Kroningen udstedte Brev, dat. 1. Aug. 1450, fremstilles forøvrigt sagens Gang ganske urigtigt. Det siges, at Kongen er valgt i Oslo og hyldet i Marstrand, og at Erkebiskopen her med Raadets Samtykke satte ham en bestemt Termin til at modtage Rigets Krone i Nidaros, hvor efter Sædvane Rigets Stænder skulde komme sammen til Kroningen; der paaberaabes endog „det norske Riges fædrene Love og Ret, opretholdte fra gammel Tid og stadfæstede af det apostoliske Sæde, som lød saaledes: Erkebiskopen i Nidaros skal ikke krone nogen til Konge

  1. Jeg kan derfor ikke godkjende de af Keyser, Nicolaysen og Daae anførte Modgrunde.