ligefra Edv. Edvardsen (1674), ja man kan gjerne tilføie Wolfs Norrigia illustrata (1651). De Kilder, som Nicolaysen opstillede for „Rimkrøniken“, maa nu (forsaavidt de er rigtige) ligge til Grund for „Bergens Fundats“. Det er saaledes dennes Forfatter, som for første Gang i udstrakt Maalestok har benyttet Kongesagaerne til at fortælle Bergens politiske Historie, og saavidt jeg kan se, har ogsaa han benyttet et Haandskrift af Snorres Kongesagaer[1]. Forf. har videre benyttet de islandske Annaler, en Samling af norske Love og Rettebøder samt desuden én eller flere Brevsamlinger fra offentlige Myndigheder i Bergen (sandsynligvis Breve fra Bergenhus’ og den forrige Apostelkirkes Arkiv og Walkendorfs Optegnelser), og navnlig for den senere Del har han bygget sin Fremstilling over dem. Da mange af dem senere er tabte, fortjener „Bergens Fundats“ at studeres nøiagtigere. Jeg skal nævne to Diplomer, fordi den Text, som Nicolaysen om dem leverede, ikke er heldig. Et af disse fortalte, at „Haakon Konge, Søn af Haakon Konge, og Skule Jarl, Kong Inges Broder“ har tilladt Munkene i Halsne Kloster at maatte „ligesom de andre Kanniker i Bergen“ sende sin Landskyld, „norrøn Varning“ (d. e. norsk Vare), til Island, „sig til Forbedring med Kjøbmandskab“. Dette Brev er aabenbart udstedt, medens Skule Jarl var Kong Haakons Formynder (1217–19), og viser, at Klostret allerede da var i fuld Virksomhed og drev Handel paa Island; Udtrykkene viser ogsaa, at Halsne Kloster virkelig har været en Kannikestiftelse (som Lange formodede), og styrker Troværdigheden af den tidligere Beretning i samme Skrift, at Halsne Kloster er stiftet af Erling
- ↑ Derimod troede Nicolaysen uden Grund, at Forf. skulde have benyttet Biskop Arnes Saga.
