Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Fjerde Bind.djvu/436

432

GUSTAV STORM.

Danmark hos Dronningen tilligemed sin Søn Erik. De for med Hærjinger og gik op Torsdagen efter, men Bymændene rykkede mod dem og kjæmpede. Der faldt mange Mænd paa begge Sider, men dog flere af Tyskerne. Bymændene fik Useier. Tyskerne havde 900 Skytter. Anføreren hed Enis, en tysk Herre i Slægt med Albrecht; og den anden hed Mækinborg, ligeledes i Slægt med Albrecht. Han faldt i Kampen og blev begravet ved Minoriterklostret, og Enis gjorde ham en meget sømmelig Jordefærd, men alle de andre Faldne lod han ro ud paa Vaagen og sænke ned der. Jon Darre anførte Bymændene (thi han var Fehirde) og kjæmpede meget kraftigt, men blev fangen af Tyskerne. — — — Tyskerne gjorde det største Hærværk, baade i Rau og Manddrab, og krænkede baade Kirke- og Kvinderet. De plyndrede saa stærkt, at hvad de ikke tog med sig, sænkede de i Søen, tog bort Skibe og Ankere, som de kunde faa fat paa, undtagen Ankeret „Langbein“, som Kong Olav havde eiet; det fik de ikke rokket fra sin Plads. Hr. Enis lod sværge Landet til Albrecht, „om han var ret Konge“; disse Mænd svor (Navnene er udladte). — Den vigtigste Afvigelse her er Dateringen for Indfaldet, som, da Paaskeugen i 1393 er fra 6te til 13de April, sættes til Thorsdag den 17de April, medens Gottskalks Annaler angiver 22. April, hvilket, som senere skal vises, er det rigtige Datum. At Annalernes Aarstal 1393 maa foretrækkes for 1392, fremgaar med Sikkerhed af forskjellige Diplomer. Man ser saaledes, at i Vaaren 1392 var endnu Haakon Jonssøn Hirdstjore og Fehirde i Bergen (Brev af 6. Febr., D. N. XII no. 123), men han døde i dette Aar, og Jon Darre, som i Slutn. af Marts var tilstede i Oslo ved et Raadsmøde (D. N. VI no. 338), optræder som Høvedsmand i Bergen 29. Sept. 1892 (D. N. V no. 352). Derimod finder vi i Forhandlingerne mellem Dronning Margrete