de angelsaksiske Missionærer finder jeg endnu mindre Spor af Opfordring. Islænderne, de eneste der – som det synes, paa Grundlag af en kirkelig Kilde – meddele nærmere Oplysninger om Manden, lade ham komme til Danmark med en fra Bremen til Aarhus udsendt Biskop og herfra gjøre sit første Bekjendtskab med Kong Olaf, som dengang befandt sig paa Hærtog i Østersøen. Da han derpaa for en Drabssags Skyld maatte forlade Danmark og Tydskland, skal han være tyet til Olaf i England, hvor han blev dennes Hirdpræst. Om nogen Overgang i den engelske Kirkes Tjeneste er der saaledes fra hans Side ikke Tale. Tværtimod har kun den tilfældige Omstændighed, at Olaf dengang herjede paa de britiske Øer og ikke længere i Vendland, til Følge, at Sakseren opsøger ham der og ikke her og fra England drager med ham over til Norge. Hvilken Nation Thormod tilhørte, siges os derimod ikke. Om ham erfare vi overhovedet kun, at han med Gizur hvide kom over til Island, hvor han før Forhandlingerne paa Althinget læste en Messe. Det er et rent Fantasistykke, naar Forf. S. 164–65 kalder ham en engelsk Præst og i hans Optræden vil spore „et Pust af Osvald’s og Ælfheah’s Aand“ samt lader ham blive overdraget Omsorgen for den islandske Befolknings første Skridt paa den nye Troes Bane, under hvilken Virksomhed Døden skulde have overrasket ham!
I sin Omtale af Olaf den helliges Medhjælpere holder Forf. sig nogenlunde til de gjængse Angivelser. Om Biskopperne Grimkell og Sigurd eller Siegfrid samt Rudolf og Bernhard gjengiver han de kjendte Beretninger, ved hvilke blot kunde være at mærke, dels at Grimkell ifølge Odd (Flatbb. I Kap. 403, s. 516) skal have været en Søstersøn, ikke, som Thjodrek vil, en Brodersøn af den ovennævnte Biskop Sigurd eller Johannes,
