Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/100

96

K. MAURER.

mod Forf. her atter mener at burde gaa tilbage til engelske Forbilleder og Olaf den helliges Lovgivning, kan jeg ikke følge ham. Den Skik at anvende de under Fasten ubenyttede Næringsmidler i velgjørende Øiemed er, som han selv anerkjender, inden Kirken ældgammel, og der lader sig derfor af dens Forekomst i England intet slutte. Ligesaa lidt behøver, som allerede ovenfor bemærket, Henlæggelsen af Aldersgrændsen for Fastepligten til det tolvte Aar paa nogen Maade at føres tilbage til England. Heller ikke kan en lignende Slutning drages af den Omstændighed, at der ved en enkelt Anledning paabydes at give „leif ok sufl“, hvormeget end i engelske Diplomer „hlâfa oc sufla“ fremtræder som en sædvanlig Ydelse. Ordet sufl var nemlig øiensynlig fællesgermanisk. Graff og Massmann paavise med samme Betydning oldhøit. sufil, sufila, sufili og pîsufilî, og den Forskrift, ikke blot at give tørt Brød, men ogsaa noget paa dette, var i Norge ligesaa naturlig som i England. Det islandske Bud, ikke at give bare Fisk, er udsprungen af den samme Tankegang. Iøvrigt gjør der sig mod at tilbageføre de omtalte Forskrifter til Olaf den helliges Lovgivning og dennes angels. Forbilleder yderligere gjældende de betænkelige Omstændigheder, at de alene forefindes i de alleryngste norske Retsbøger, at de omhandle det saakaldte Ólafskorn, hvorom der dog umulig i Olaf den helliges egne Love kunde være Tale, og at af de sex Fester, som vedkommende Lovsteder opføre – forudsat, at vi med Forf. henlægge Olafskornets Udredsel til en af de to Olafsmesser – hele fem i den Anvendelse, hvorom der her spørges, ere ukjendte for de angels. Kilder. Disse fem ere Marias Himmelfart, Allehelgensdag, Pintsedag, St. Hans og Olafsdagen. Herimod kan ikke komme i Betragtning, at det ved omtalen af Marias Himmelfart