Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/102

98

K. MAURER.

disse Aar faldt paa en Torsdag Frost.lovens Forskrift gjaldt derimod for alle Aar. Endelig paabyder den engelske Forordning ethvert Familieoverhoved at udrede en hîde-pænig eller denarius de omni caruca og enhver tjenende Mand en pænig eller denarius, hvorhos der tillige er Tale om, at heâfodmen eller thayni skulde erlægge Tiende (Tillægget § 5; den lat. Text Kap. 1 § 2). Den indkomne hîde-pænig skulde deles i tre Dele (Tillægget § 2), hvilket formodentlig vil sige, at den, som Tilfældet var med den engelske Tiende, skulde deles ligt mellem Kirken, Præsten og de fattige Sluttelig bestemmes det ogsaa (den lat. Text Kap. 2 § 2; Tillægget § 4), at den Mad, som indspares ved den tre Dages Faste, skal uddeles blandt de fattige. Men om denne til Fasten svarende Mad ved atter Frost.loven intet, ligesaalidt som om den hîde-pænig eller den Tiende, der af Familieoverhoveder og þegnas skulde udredes, hvad enten man nu ved den sidste vil forstaa en Indkomsttiende eller en Hovedtiende. Derfor svarer heller ikke den Udredsel af en Penning, der ifølge Frost.loven er paalagt enslige Folk, til den angels. hîde-pænig, men tværtimod til Familieoverhovedernes korndeild, hvorom igjen den engelske Forordning paa sin Side ikke ved noget. Som Sammenligningspunkt bliver da kun tilbage, at der i begge Lande ved Mikkelsmesse skulde erlægges en Ydelse, hvis Udbytte i det mindste delvis kom de fattige til gode Men Ydelsen var i Norge staaende, i England derimod kun paatagen for et enkelt Nødsfald, den var i Henseende til sin Gjenstand i de to Lande høist forskjellig anordnet, og den tilfaldt i Norge med sit hele Beløb, i England kun for den mindste Del de fattige Dette synes mig dog at være for lidet for derpaa at bygge en Slutning om en stedfindende historisk Sammenhæng mellem begge Forskrifter, saameget