mere som Mikkelsmesse paa vidt forskjellige Steder fastholdtes som en gammel Rentebetalingsdag. Forøvrigt anmærker jeg, at det allerede af Fritzner (under Ordene korn og korndeild, Mikjálskorn og Mikjálstollr, Olafs-fé, -korn, -sáð, -skattr, -skott, -tollr; II S. 331, 696 og 887–88) med Anførsel af talrige Vidnesbyrd er bleven paavist – ligesom det da heller ikke af Forf. lades uomtalt –, at Mikkelskornet i Tidens Løb gik over til at blive en Indtægt for Kannikerne i Throndhjem, og at ogsaa den i Borg.loven nævnte Ólafssáð senere kan være bleven til den i Viken forekommende Olafsskat (Ólafsskattr, Olafstollr). Rigtignok er der paa den anden Side ogsaa en Mulighed for, at Udredsler af ganske anden Art end Olafskornet eller hint sydnorske Ólafssáð oprindelig have baaret St. Olafs Navn. Dette lader sig saaledes exempelvis paavise at have været Tilfældet med den saakaldte „sancti Ólafs skattr“, hvorved der forstodes en Afgift, som ydedes fra Sverige af i Henhold til et der aflagt Løfte.
Endelig omhandles ogsaa (S. 403–4) Begravelsen, dog kun ganske kort og udelukkende med Hensyn paa Terminologien. Om Udtrykket legrstaðr er ovenfor det fornødne blevet bemærket. At der til oldn. gröptr svarer et angels. græf, har Forf. rigtig anført. Derimod har han undladt at omtale, at ogsaa oldsaks. graf allerede forekommer i Heljand. Ligesaa kunne liksöng, náttsöng, kista med samme Ret ansees hentede fra lat. cantus funebris, cantus nocturnus, cista, som fra angels. lîcsang, nihtsang, cyste, og for náttvaka har allerede Forf. selv ved Siden af angels. nihtwæcce henvist til det tydske nachtwacha. Paa samme Maade svarer þró ikke blot til angels. þrûh, men ogsaa, omend ikke ganske i Lyd, til oldhøit. truha, der ligeledes anvendes som Betegnelse for en Ligkiste.
