fjernt minder om angels. clænnyss og intet har at gjøre med oldhøit. chûski eller det oldsaks. Adverbium cûsco. Naar endelig „veracitas“ i Oldn. oversættes med sannsögli, hvormed lader sig jævnføre det rigtignok anderledes dannede angels. sôdfæstnyss, saa bør det ikke oversees, at i Heljand sôð og wâr, d. e. „verus“, bruges om hinanden, medens derimod i Oldhøit. wâr staar alene.
Hvad sluttelig det andet Liv angaar, gjør Forf. først opmærksom paa, at den i nordiske Kilder oftere optrædende Adskillelse mellem þessi heimr og annarr heimr, þetta ljós og annat ljós (Exempler hos Fritzner I S. 771 og II S. 545) ogsaa har Paralleler i den angels. Literatur. Herved er dog at mærke, at Skjelningen mellem en himmelsk, en jordisk og en underjordisk Verden i det hele taget ikke er de kristelige Anskuelser fremmed, samt paa den anden Side, at ogsaa Hedendommen allerede pleiede at holde ud fra hinanden tre eller endog hele ni Verdener. Desuden hørte Forestillingen om et himmelsk Lys, lux æterna, der kunde modsættes denne Verdens Lys, hjemme i den almindelige kirkelige Sprogbrug og fandt endog Støtte i enkelte Steder af Skriften (jfr. f. Ex. Lucas 16, 8; I Timoth. 6, 16). Ligesaa lidt lader sig noget slutte af Betegnelser som himinríki for Himmelrige, hit eilifa líf for det evige Liv, sæla og fagnaðr for Salighed og de himmelske Glæder, likami ok sál for Legeme og Sjæl. Alt dette er Udtryk, som betingedes af Kirkens Lære og Betragtningsmaade, og som derfor nødvendigvis maatte vende tilbage under væsentlig samme Skikkelse i alle kristne Lande, uden at man vilde være istand til at afgjøre, fra hvilket Land de ere blevne det enkelte Folk tilførte. Ikke engang det oldn. Navn paa den yderste Dag, dómsdagr, behøver netop at hidrøre fra angels. dômesdæg, idet oldhøit. tuomestag og oldsaks.
