dômtag ligeledes lade sig paavise. Ogsaa det oldn. hel og helviti som Betegnelse for Helvede og Helvedesstraffen gjenfindes ikke alene i angels. hee, helle og hellewîte, men tillige i got. halja, oldhøit. hella og helliwizzi samt oldsaks. hella, hellia og helliwîti.
Af det ovenfor fremstillede sees det, hvorledes der ved Tilveiebringelsen af et særskilt dogmatisk-theologisk Sprog blev gaaet frem. Saavidt muligt hentede man Betegnelserne for de nye kirkelige Begreber og Forestillinger fra Landets eget Sprog og skyede herunder ikke engang at optage Hedendommens religiøse Udtryk i det nye Troessystem, naar de blot ikke i dette forekom altfor anstødelige. Ved Siden heraf søgte man, hvor det ansaaes nødvendigt, og da navnlig hvor det gjaldt abstrakte Begreber, at hjælpe sig ved Nydannelser, idet man enten tyede til Sammensætninger af indenlandske Ord eller til Afledninger af indenlandske Ordstammer i Overensstemmelse med de hjemlige Sproglove. Kun undtagelsesvis besluttede man sig til i mere eller mindre forandret Form at overføre fremmede, især fra det latinske Kirkesprog hentede Ud- tryk. Men ligesom det i sidste Fald var Tilfældet med det umiddelbare Laan, kunde i første Fald Sprogslægtskabet mellem de forskjellige germaniske stammer bevirke, at de af disse anvendte Betegnelser ofte blev hinanden temmelig lige. Paa den anden Side turde dog vel ogsaa de i Omvendelsesværket deltagende Missionærers Sprog og maaske endnu mere Sproget i de Skrifter, hvoraf Greistlighed og Folk øste sin religiøse Kundskab, have fremkaldt en mere overfladisk Benyttelse af Fremmedord. Hvor stærkt det ene eller det andet Moment gjorde sig gjældende, er vanskeligt at udrede. Endnu vanskeligere at afgjøre er det imidlertid, hvorvidt i Tilfælde af Laanoverførelse det latinske Kirkesprog eller de tydske og
