engelske Forkynderes Sprog har øvet den væsentligste Indflydelse. I sidstnævnte Henseende besværliggjøres Undersøgelsen desuden ved den dobbelte Omstændighed, at den oldsaksiske Dialekt, der dog visselig taltes af de fleste tydske Missionærer i Norden, dels var den angelsaksiske nær beslægtet, dels kun i utilstrækkelig Grad er Efterverdenen bekjendt. Havde Forf. skjænket den større Opmærksomhed istedetfor blot at jævnføre de oldnorske og angelsaksiske ordformer med de høitydske, vilde han vistnok strax have indseet, hvor svagt et Grundlag hans Afledelse af den nordiske Sprogbrug fra den engelske hviler paa.
Skal nu til Slutning det væsentlige Udbytte af de ovenfor anstillede Drøftelser kortelig sammenfattes, saa bliver det følgende:
De engelske Missionærers Virksomhed i Norge har Forf. skildret med levende Farver. Derimod har han i Modsætning hertil altfor meget ladet træde i Baggrunden de tydske Forkynderes ikke mindre virksomme Arbeide, der rigtignok for det meste kun kjendes af Adam af Bremens sparsomme og nøgterne Angivelser, medens de langt sjeldnere omtales i de livligere berettende islandsk-norske historiske Kilder. I Særdeleshed har han lagt altfor ringe Vægt paa Olaf den helliges meget bestemte Tilslutning til Erkebispestolen i Hamburg, betinget som den var dels af Kongens fiendtlige Stilling ligeoverfor det dansk-engelske Monarki dels af den nordiske Missions, af Kurien iværksatte Indordning under det nævnte Erkebispedømme. Og dog give saavel Magister Adams Meddelelser som de ældre islandske Biskoppers Levnetsbeskrivelse i denne Retning særdeles oplysende Veiledning.
