Den samme Ensidighed gjør sig gjældende ved Jævnførelsen af den kirkelige Forfatning og Praxis i England og Norge. I det langt overveiende Antal af Tilfælde, hvori Forf. tror at kunne paavise en iøinefaldende Overensstemmelse mellem norsk og engelsk Ordning, har man for sig enten almengjældende Ret og fælles Skik og Brug for hele den vesteuropæiske Kirke, eller ialfald Tilstande, som paa vedkommende Tid ligesaa vel fandtes i Tydskland eller Frankrig som i England og Norge. Forsaavidt derimod virkelige Eiendommeligheder foreligge, ere disse langt hyppigere særskilt norske, end de ere fælles for den norske og den engelske Kirke. Hvad særlig den kirkelige Terminologi angaar, saa har Forf. kun lykkes at opnaa Udseendet af en ganske særdeles nøie Forbindelse mellem Norden og England, ved at han har forsømt at benytte den forhaandenværende Adgang til Jævnførelse med det oldsaksiske og oldfrisiske Sprog, uagtet disse ifølge Sagens Natur her maatte komme langt mere i Betragtning end det oldhøitydske.
Naar jeg altsaa forsaavidt stiller mig polemisk overfor Forf.’s Resultater, har jeg dog ikke dermed til Hensigt at bestride den meget fremragende Andel i Norges Omvendelse, som tilkommer den engelske Mission, eller at benægte enhver Indflydelse fra dens Side paa ordningen af de kirkelige Tilstande i Landet. Min Mening er tværtimod kun at fremhæve, at ogsaa den tydske Kirkes Indflydelse paa den norske i mange Tilfælde lader sig paavise ved Siden af den engelskes, medens det i andre og langt talrigere Tilfælde ikke kan afgjøres, om den ene eller anden bør ansees som given, og dernæst at der i atter andre Tilfælde foreligger Nydannelser af heltigjennem selvstændig Karakter, hvilke dels ere blevne knyttede umiddelbart til Nordens nationale Udvikling, dels
